Jeg hørte afsnit 51 af Så må du have held og lykke med det… med Christiane Vejlø og Kristina May – det med den fantastiske titel "Tissekonekage og Elons flyvende prutbil" – og faldt over begrebet AI-skam.
Christiane talte om tre slags AI-skam, som jeg nemt kunne genkende.
Tre slags AI-skam
Dem, der ikke er kommet med. Alle andre lader til at bruge AI til alt, og du er ikke rigtig kommet i gang. Nu føles det pinligt at spørge, så du lader helt være.
Dem, der var med fra starten. Du har brugt det længe, og nu er du bange for, at folk tror, du snyder. At det hele bare er maskinen, og du bare sidder på passagersædet. Jeg er selv i denne kategori og har senest fået spørgsmålet, om der er noget af Henning tilbage derinde.
Dem, der blev snydt. Du hører en sang eller læser noget, og det rammer dig. Du bliver glad, begejstret, synes det er fedt. Og så finder du ud af, at det var AI-genereret – og den gode følelse bliver sur. Christiane sammenlignede det med at opdage, at man har haft en svindlerkæreste, så følelsen af forelskelse med ét bliver erstattet af afsky.
Den fjerde slags: på jobbet
På mit arbejde er vi begyndt at markere det, AI har lavet. Det forstår jeg godt. Men et eller andet sted på vejen er det begyndt at føles lidt forkert at bruge AI. Som om mærkatet var en tilståelse.
En kollega gør et stort nummer ud af at markere ting som "lavet af et menneske". Og ærligt talt er det menneskelavede tit det dårligste af de to og nogle gange blot en undskyldning for, at tingene er halvfærdige.
Det er ikke for at hænge min kollega ud. Det handler om mærkatet. "Lavet af et menneske" fortæller, hvordan noget er lavet – ikke om det er godt. Det samme gælder "lavet med AI". Noget er ikke dårligt, fordi AI har været inde over, og det er ikke godt, bare fordi et menneske har skrevet det fra bunden.
Sådan blev det her indlæg til
Når jeg skriver et blogindlæg, starter jeg med en idé og skriver den ned løst og fast. Halve sætninger, ting jeg har lagt mærke til, pointen jeg gerne vil frem til. Så får jeg Claude til at strukturere mine tanker. Bagefter går jeg outputtet igennem, retter det, der er forkert, og skriver de afsnit om, der ikke lyder som mig.
Det er præcis sådan, det her indlæg er blevet til. Resultatet er bedre, end hvad jeg selv ville have nået på samme tid – og det er stadig mit. Idéen, eksemplerne, holdningen og beslutningen om, hvad der skal ud med mit navn på.
Hvor skammen hører hjemme
Der findes faktisk en slags AI-brug, man godt må skamme sig lidt over, men det er ikke den, folk er bange for. Det er det ulæste output. Tekst ingen har tjekket, kode ingen har kørt, et resumé ingen har holdt op mod kilden. Det er AI slop, og det er spild af alles tid – for så er det læseren, der skal gøre det arbejde, afsenderen sprang over.
Så grænsen går ikke mellem AI og ikke-AI. Den går mellem gennemarbejdet og ikke gennemarbejdet. Bruger du AI, skylder du modtageren indsatsen: læs det, stil spørgsmål til det, ret det, skær i det, og sørg for, at det siger det, du mener.
Vil du sætte dit navn på det?
Det er den test, jeg bruger. Ikke "har AI rørt ved det her?", men "vil jeg sætte mit navn på det?"
Den tager også lidt af brodden af de tre slags skam. Er du ikke kommet i gang, så spørg – ingen har lært det her uden at spørge. Var du med fra starten, så vær åben om, hvordan du arbejder; det er nemmere at forsvare end hemmelighedskræmmeri. Og svindlerkæreste-følelsen kommer mere af ikke at have fået det at vide end af AI'en i sig selv. Er man åben om, hvordan noget er lavet, og står man inde for det, er det meste af den følelse væk.
Kig på det endelige resultat og det færdige arbejde.