Intet motiverer mennesker som gruppepres. Det er derfor, en skoleklasse er tredive elever, der følges ad gennem det samme kompendium - og ikke tredive børn, der hver får en privatlærer.
Vi plejer at forklare størrelsen på en skoleklasse med økonomi: én lærer til tredive elever er billigere end tredive privatlærere. Sandt, men det er ikke hele historien. En privatlærer er målbart bedre til at lære fra sig, og alligevel sætter vi børnene ind i lokalet sammen. Ikke kun fordi det er billigt. Også fordi de niogtyve andre elever står for halvdelen af undervisningen.
Hvad de andre giver dig
Tre ting, og ingen læseplan kan levere dem alene:
- Noget at spejle sig i. Du kan ikke selv vurdere, om du er bagud, foran eller helt almindelig. Det kan du kun, hvis der sidder en ved siden af dig, du kan måle dig med. Sidder du alene, føles "det her har jeg ikke fanget endnu" nøjagtig som "det her lærer jeg aldrig".
- Beviset på, at det kan lade sig gøre. Når en, der ikke er klogere end dig, knækker problemet, flytter det sig stille og roligt fra umuligt til bare svært.
- Tempoet. Når gruppen bevæger sig, bliver man revet med og man oplever et element af konkurrence. At sætte sig ned og lade være med at flytte sig bliver et valg, man skal træffe igen og igen - mens de andre kigger mærkeligt på en.
Det sidste er det, vi kalder gruppepres, og det er den del, vi typisk har det skidt med. Men det burde vi ikke have. Det er præcis den samme kraft, uanset om det er en klasse, der skal igennem kapitel syv, en løbeklub, der mødes klokken seks om morgenen, eller et team, hvor alle andre knokler derudaf.
Vi fjerner den uden at opdage det
Meget af den måde, vi organiserer arbejde på i dag, skærer stille og roligt gruppen væk - og bagefter undrer vi os over, hvor motivationen blev af.
Onlinekurser er det tydeligste eksempel. Samme stof som i et klasselokale, bedre produktion, og man kan tage det, når det passer en. Alligevel er der næsten ingen, der gennemfører. Havde en skole samme statistik, blev den lukket. Stoffet var aldrig problemet. De niogtyve manglende elever var.
Det samme sker på arbejdspladsen:
- Individuelle mål i stedet for fælles. Ingen kan se, hvor langt de andre er nået - kun chefen kan.
- Arbejde, der ligger gemt, indtil det er færdigt. Så er der ikke noget at blive revet med af.
- Remote og async som standard, så man mister fornemmelsen af, at der sidder andre med det samme lige nu.
- Kompetenceudvikling, der bliver et personligt ansvar og en post på budgettet, i stedet for noget, man gør sammen.
Hver enkelt beslutning kan sagtens forsvares. Tilsammen ender man med en flok mennesker, der på papiret går i samme klasse, men reelt sidder og læser hver for sig.
Gruppepres ind igen
Er gruppepres en kraft, kan man lige så godt bruge den aktivt. Det her har virket for mig:
- Gør arbejdet synligt som standard. Et board med synlig prioritering, folk rent faktisk kigger på. En review-kø, man ikke kan gemme sig i. En chat, hvor man fortæller, hvor man er nået til. Uden synlighed virker ingen af de andre ting.
- Sæt folk ned i det samme problem - ikke bare i det samme team. Parprogrammering, mob-sessioner, fælles support duty. At sidde ved siden af en, der er i gang med præcis det, du er kørt fast i, slår al dokumentation.
- Demo for hinanden. Ikke for ledelsen, men for dem, hvis mening rent faktisk betyder noget for dig. En demo hver anden uge rykker mere på kvaliteten og opfindsomheden, end nogen nedskrevne procedurer nogensinde gør.
- Læs sammen. Fem, der læser den samme bog og har en fast torsdag i kalenderen, bliver færdige. Fem, der hver får bogen stukket i hånden, gør ikke.
- Lad gruppen sætte normen selv. Det, teamet holder hinanden fast i, holder. Det, der kommer oppefra, bliver der arbejdet udenom.
Hvor det går galt
Gruppepres er ikke nødvendigvis en god kraft. Det er en stærk kraft. Den forstærker det, gruppen i forvejen går op i, og den er lige så villig til at holde liv i en kultur, hvor man sjusker, bliver hængende for længe, hvor sjove chat memes bliver vigtigere end fagligt indhold. Og værst af dem alle, at man aldrig indrømmer, at man tager fejl.
To ting holder gruppepres på sporet. For det første, gruppen bestemmer og bør aktivt beslutte sig for normerne. Gruppen får dem alligevel, så de kan lige så godt være nogle, I gerne vil stå ved inden de opstår af sig selv. For det andet: hold øje med forskellen på presset for at følge med og presset for at passe ind. Det første gør folk dygtigere. Det andet gør dem tavse. Et team, hvor det koster noget at stille et dumt spørgsmål, har alt presset og ingen af fordelene.
Det spørgsmål, man skal stille
Når motivationen mangler, går man som regel til den enkelte: bonus, skarpere mål, mere ejerskab, en MUS-samtale. Som regel er det mere brugbare spørgsmål et andet.
Ikke hvordan motiverer jeg det her menneske, men hvem sidder vedkommende ved siden af - og hvem kan de lære fra og spejle sig i?
Får man styr på det, løser en overraskende stor del af motivationsproblemet sig selv. Det er den ældste måde at få mennesker til at lære og performe på, og vi har bygget hele skolesystemet på den.